I mange hjem brænder lyset i stuen, badeværelset og på gangen, selvom ingen opholder sig der. Det sker ikke, fordi nogen er ligeglade, men fordi vanen med at slukke bag sig aldrig for alvor er blevet en del af hverdagen. Løsningen er sjældent strenge regler, men en fælles forståelse af, at det sidste, man gør, når man forlader et rum, er at kigge tilbage og slukke.
En leg for de mindste
Børn lærer hurtigst, når vanen bliver en lille leg frem for en formaning. Lad den yngste i familien få rollen som lyspatrulje, der hver aften går en runde og tjekker, om der er lys tændt i rum, hvor ingen er. Det giver ansvar og gør slukningen sjov i stedet for en pligt, som voksne skal minde om igen og igen.
Det hjælper også at se på, hvilke rum der oftest bliver glemt. Badeværelset, bryggerset og gangen er typiske syndere, fordi man ofte kun er der kort tid. En simpel huskeregel er at koble hånden på kontakten sammen med hånden på dørhåndtaget, så de to bevægelser hænger sammen, hver gang man går ud af et rum.
Udenfor kan den samme tankegang bruges på carporten, skuret og terrassen, hvor lys let bliver stående tændt hele natten uden grund. En hurtig runde, før man lægger sig, hvor man går husets rum igennem med blikket, bliver med tiden en naturlig del af aftenen, ligesom at tjekke, om hoveddøren er låst.
En anden hjælp er at sætte et lille, synligt mærke ved de kontakter, der oftest bliver glemt, indtil vanen sidder fast. Det kan være en simpel seddel eller en anden farve på kontakten, som fungerer som et stille praj, uden at nogen behøver at sige noget højt om det. Efter nogen tid kan mærket fjernes, fordi hånden allerede søger mod kontakten af sig selv, hver gang rummet forlades af familiens medlemmer.
Med tiden bliver vanen usynlig. Man opdager den ikke længere som en opgave, men som noget, kroppen bare gør, når man forlader et rum. Det er den slags små, gentagne handlinger, der samlet set gør en stor forskel i et hjem, uden at nogen skal huske på store systemer eller komplicerede aftaler mellem familiens medlemmer.
